Indhold
I gamle dage var det sådan, at man var nød til at betale for dyr privatundervisning, for at kunne lære at spille musik.
Denne metode gælder sådan set stadig i dag, og er stadig meget effektiv. MEN, der findes i dagens digitale verden, heldigvis andre og billigere alternativer.
I denne blog post vil jeg derfor gennemgå 5 forskellige metoder, som du kan benytte for at lære at spille musik i dag. Med dette kan du derefter selv vurdere, hvilken metode som passer bedst til dig.
1. Online videoundervisning
Vi starter selvfølgelig med den metode, som tilbydes her på sitet. YouTube så dagens lys i 2005 og fik hurtig udbredelse i de efterfølgende år. Der gik ikke længe før at alverdens hjemmemusikanter lagde videoer ud på sitet, hvor de minutiøst viste hvordan at verdens bedste pop- og rocksange skulle spilles. Rytmen.dk blev lanceret tilbage i 2010 og har siden forsøgt at samle og gruppere de bedste af disse videoer, krydret med dansk hjælpetekst og andre guides.
Online videoundervisning er meget effektivt til at lære at spille musik, i og med, at man kan tage det i sit helt eget tempo. Der findes stort set ikke den sang i verden, som der ikke er en der har lavet en instruktionsvideo på.
Ulempen er selvfølgelig, at det kræver en vis selvdisciplin, at blive ved med at øve sig på sangen – også når den bliver lidt tricky. Derudover kan man også komme til at misse mange af de (kedelige) grundøvelser, som private undervisere ved er vigtige at hive dig igennem.
2. DVD’er og bøger
Før at YouTube fik sin udbredelse, var konceptet om videoundervisning stadig gældende. Ole Kibsgaard’s DVD til at lære at spille guitar er faktisk et rigtig godt sted at starte. Det var en DVD som selv hjalp mig meget, da jeg sad og kiggede på min første billige guitar hjemme på sofaen.
Et andet eksempel er denne guitar lærebog, som også giver en rigtig god og strukturet introduktion til instrumentet. Om ikke andet er det en god gaveidé, hvis du mangler noget til ønskelisten.
3. Rocksmith 2014 Remastered
Dette er en utroligt underholdende måde at lære at spille guitar på. Du har sikkert prøvet, eller i hvert fald hørt om, de gode gamle Guitar Hero spil. Her kunne man “selv spille” de største rocksange, på en plastikguitar, hjemme foran sin PlayStation.
Rocksmith tager skridtet videre og giver dig muligheden for at slutte din rigtige elguitar til din PlayStation, Xbox eller PC efter samme koncept. Spillet er rigtig godt fordi at det selv justerer sværhedsgraden til dit nuværende niveau, baseret på hvor mange noter du rammer rigtigt. De lover selv at du kan lære at spille guitar, hvis du kontinuerligt spiller en time af gangen i 2 måneder i streg.
Selvom at det hedder “2014” så er Remastered en nyere version, som stadig får tilført nye sange, som du kan tilkøbe efter for en lille skilling.
Ulempen ved denne metode er, at du får for meget fokus på skærmen. Når du efterfølgende sætter dig ned med guitaren uden din PlayStation tilkoblet, så er det svært at huske, hvordan det lige var at man overhovedet spillede nogle af sangene. Du vil dog opleve at muskelhukommelsen i dine fingre vil sidde lige i skabet. Derfor anbefaler jeg Rocksmith, som et godt supplement til din øvrige undervisning.
4. Lær akkorder, tabs eller noder
En helt klassisk undervisningsmetode er, at lære sig selv at læse akkorder, tabs eller noder, alt efter hvad der passer dig.
Akkorder i deres grundform er 3 toner, som spilles samtidig på for eksempel klaver eller guitar. At indbygge de helt basale akkorder, er noget som er helt grundlæggende i at lære at spille musik og bør man hurtigt finde en oversigt over dette. Se for eksempel vores egen oversigt over guitar akkorder. Efter det basale kan du hurtigt lægge på med de mere avancerede.
Tabs er en mere moderne måde at opskrive for eksempel guitar toner på. Her har man guitarens 6 strenge linet op over hinanden, hvorefter tallene indikerer hvilket bånd, som strengen skal spilles på. Man læser tab’s fra venstre mod højre, ligesom med noder. Det kan virke forvirrende i starten, men er noget som bestemt er værd at dykke ned i.
Endelig er noder jo den klassiske metode er opskrive musik på. Dette er helt kapitel for sig, så jeg vil nøjes med at henvise til vores introduktion til at læse noder. Før internettet var noder en af de mest udbredte måder, at lære sig selv at spille musik på.
5. Undervisning
Ja, vi kommer ikke uden om at privatundervisning, enten solo eller i grupper, stadig er en effektiv måde til, at blive god til at spille et instrument. Den store ulempe er selvfølgelig prisen og fleksibiliteten. Men som i så mange andre ting her i livet, så rykker det ofte utroligt meget at have en til guide en på vej og tilpasse undervisningen præcist til dig.
Der findes heldigvis mange tilbud på nettet eller i aviserne, så det er bare med at finde noget der giver mening i nærheden af dig.
Konklusion
Jeg tror at den helt store pointe ved denne oversigt er, at man ikke behøver at hengive sig til en enkelt metode. De supplerer hinanden rigtig godt, og hvis musik viser sig at være noget for dig, så vil du helt automatisk komme til at opleve de fleste af dem på egen krop.
Til gengæld er det blevet meget nemmere at lære at spille i dag, end det har været tidligere, hvor undervisningens godt kunne både for dyr og intimiderende for mange. I dag kan det være noget man giver sig i kast med, efter at man selv har snuset lidt til det i trygheden af sit eget hjem.
– Husk også at købe eller låne det rigtige instrument før du går i gang. Vi har samlet guides til både valg af guitar og valg af klaver.